Hellebjerg Idrætsefterskole :: Idræts valgfag

Valgfagene giver ofte nogle særlige oplevelser, som kan få indflydelse i mange år frem, uden at de er direkte kompetencegivende.

Der vælges valgfag fem gange i løbet af et skoleår. Eleverne i 9. klasse kan i nogle perioder vælge op til to valgfag, eleverne i 10. klasse kan vælge op til tre valgfag i hver periode. Så muligheden for at ”snuse” til mange forskellige fag er til stede.

Menuen til venstre viser hvilke valgfag du kan vælge imellem på Hellebjerg.

 

Adventure

Sport på en anden måde

Det er friluftsaktiviteter og oplevelser. Det er udfordringer, der flytter grænser. Det er samvær i naturen. Det er måske noget for dig?

Faget har en speciel status - da det ikke altid har en fast plads i skemaet.

ADVENTURE kan være:

  • vandaktivitet
  • byg en bivuak og sov ude
  • en vandretur
  • se solopgang
  • annemonetur
  • se på stjerner
  • nak og æd
  • træklatring
  • vinterbadning/morgenbadning
  • madlavning på bål
  • gourmetmad på Trangia

Forskellig sammensætning af indhold i de forskellige perioder


Badminton

Det er spænding, når bolden svæver gennem luften og melder sin placering få sekunder før dit valg om at slå eller lade være – og – det er et valgfag på Hellebjerg.

Selve undervisningen:

Du kommer til at prøve forskellige former for funktionel opvarmning, smålege med og uden ketcher samt en gennemgang af spillets mange slagtyper og facetter. Der er naturligvis også stor fokus på både single og double kampe i alle lektionerne.

 

Basketball
I basketball sættes der fokus på det tekniske kombineret med spilforståelse. Vi starter med en grundig opvarmning hvor vi både sætter fokus på det skadesforebyggende og det fysiske. Der vil arbejdes med teknikken i kast og de forsvars samt angrebsmæssige elementer i spillet. Timerne afsluttes med spil.

 

Beachvolley

Beachvolleyball er et sjovt og udfordrende boldspil. Det er meget populært som hyggeaktivitet i fritiden, men i undervisningen vil vi gerne løfte niveauet gennem spilrelaterede øvelser.

I faget får du et grundlæggende kendskab til spillet, dets regler, teknik og taktik, og du opnår grundlæggende tekniske og taktiske færdigheder. Du kommer til at opleve spillets muligheder – både som motions- og konkurrenceidræt.

Der vil være fokus på grundslagene indtil disse mestres, og herefter kan spillet udvikles, så vi ender med at spille 2 mod 2 som i ”rigtig” beachvolleyball.

Vi trodser vejr og vind og spiller evt. med strømper/handsker/hue… så forbered dig på at vi er ude hver gang (dog kun August-Oktober og April-Juni).

 

Begyndergolf
I begyndergolf kræves der ingen forudsætninger. Valgfaget henvender sig til elever der ønsker at stifte bekendtskab med golfspillet. Der arbejdes med teknikken og svingrytmen. Du vil i løbet perioden skiftevis få træning og vejledning og også mulighed for at prøve at spille på vores golfsimulator.

 

Bordtennis

Lær at spille verdens hurtigste boldspil.

Gennem tekniktræning, leg, sjov, masser af spil samt kampe sættes fokus på denne sportsgren. Du vil blive præsenteret for grundlæggende serve- og slag-teknikker samt arbejde med bevægelsesmønstre og evnen til at overvinde modstanderen såvel teknisk som mentalt.

Kort sagt en chance for at forbedre dit spil på alle felter.  Rangliste kampe vil ligeledes være en væsentlig af undervisningen.

 

Crossfit

Crossfit er valgfaget til dig, som elsker at træne hårdt, styrke – såvel som konditionelt. Du bliver udfordret med en række anderledes træningsøvelser, hvor især fokus bliver på at træne og arbejde i de omgivelser man befinder sig i. Derfor vil vi både være ude og inde i forbindelse med faget.

Du får mulighed for at blive stærkere, du bliver mere eksplosiv og din generelle fysiske form vil blive forbedret.  Din koordination og dine motoriske færdigheder vil  blive udfordret, ligesom din balance, smidighed og andre elementer af den fysiske træning vil blive trænet.

Der vil indgå styrketræning med egen kropsvægt, løb med forskellige udfordringer og hvad vi ellers har i nærheden. Træningsformen bliver alsidig, varierende og udfordrende, og din primære konkurrent bliver dig selv – ”Jeg vil gøre det bedre end sidste gang”!

Faget er for alle, også selvom du aldrig har været i et fitness center tidligere.

 

Floorball – hockey

Floorball – tæt på hockeyspil, men med lidt strammere regler.

Formålet med undervisningen:

Formålet med undervisningen er, at eleverne:

• forbedrer deres tekniske, taktiske, fysiske og psykiske færdigheder i relation til spillet

• fortsat viser lyst og interesse for at dyrke spillet

 

Fodbold

Har du fødderne godt skruet på? Ved du, hvordan du skal sparke rigtigt til bolden? Og drømmer du om at lære de berømte finter, fif og tricks?

Så skal du måske vælge fodbold som dit valgfag.


Hver time begynder med fodboldrelevant opvarmning med og uden bolde, småspil, lege og lignende og gennem undervisningen træner og udvikler du dine evner inden for:

  • Dribling/finter
  • Sparke/aflevere
  • Tæmme
  • Tackle
  • Heade

Herudover får du også øvelse i taktisk træning, kendskab til overlap, boldovertagelse, bandespil, opbakning og kendskab til de vigtigste systemer.

Spiltræning indgår i hver lektion, og her lægger vi stor vægt på spil til 2 mål.

Spil og sjov for alle på kunstgræsbanen.

 

Funktionel Træning

Er du typen, der kan lide at udfordre dig selv og få sved på panden? Så kan funktionel træning være et fag for dig.

Træningsformen bygger på filosofien om, at den menneskelige krop er skabt til at bevæge sig. Med funktionel træning får du altså mulighed for at booste dine naturlige kropsbevægelser. I stedet for at benytte maskiner i træningscentret, der oftest er målrettet bestemte muskelgrupper, så indebærer funktionel styrketræning en kombination af styrke, balance, power, hastighed og smidighed.

Målet med funktionel træning er at gøre hele kroppen stærk og velfungerende, mens man samtidig træner evnen til at flytte egen krop og løfte tungt.

Uanset om du er dreng eller pige, har styrketrænet før eller ej, så hjælpes du på vej til at få større viden omkring styrketræning og samtidig få mere ud af din træning på egen hånd

Træningen vil foregå inde samt ude, mens der vil blive benyttet forskellige redskaber undervejs.

 

Futsal

Futsal er indendørs fodbold, men det adskiller sig fra det klassiske indendørs fodbold, som mange kender. I futsal spiller man med en mindre bold, bolden hopper ikke så meget og er derfor nemmere at kontrollere. Samtidig er der ingen bander, og når bolden ryger ud af spil, skal der foretages et indspark i stedet for et indkast. Desuden spilles der med en målmand, der må bruge hænderne inde i straffesparksfeltet. Futsal spilles på en bane på størrelse med en håndboldbane, ligesom målene også er de almindelige håndboldmål. Hvert hold har en målmand og fire markspillere på banen af gangen.

 

H.I.T. Høj Intensitets Træning

HIT er for dig der, som vil lidt mere med din konditions- og styrketræning. Du får en lektion med høj intensitet, som er den hurtigste vej til gode resultater. Du arbejder med din puls 5-7 min. efterfulgt at styrkeøvelser i 5 minutter. Du får øget din forbrænding, boostet din kondition, større muskelmasse samt toning af hele kroppen. Dette er en lektion for dig, der vil have gode resultater og som er klar til at arbejde for dem.

 

Håndbold

Formålet med undervisningen

Formålet med undervisningen er, at eleverne:

• forbedrer deres tekniske, taktiske, fysiske og psykiske færdigheder i relation til spillet

• fortsat viser lyst og interesse for at dyrke spillet

Undervisningens indhold

Basisfærdigheder (forsvar og angreb) med særlig vægt på tekniske elementer

gennemgås. Det færdige spil prioriteres højt.

 

Løb – sæt dig et mål

Arbejde med forbedring af løbe-formen med udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger. Om efteråret er der specielt fokus på at kunne gennemføre 10 km løb i en fornuftig tid på Skolernes Motionsdag fredag før efterårsferien. Om foråret er der fokus på andre løb som tilbydes i området. Der er plads til alle niveauer.

 

Mountainbike med egen cykel

Masser af tekniske udfordringer, fart og hurtige beslutninger er nogle af de mest fascinerende ingredienser i at køre på mountainbike. Så har du lyst til at nyde naturen og samtidig opleve udfordringer på cykel, så er mountainbike måske noget for dig?

I skoven bombarderes du hele tiden med udfordringer som: Kan jeg køre op ad den stejle skråning, eller må jeg stå af? Skal jeg højre om, venstre om eller lige hen over rødderne forude? Og hvor dybt er mon det vandhul?

Vi skal køre forskellige ruter i om omkring Juelsminde.

Det er ikke en forudsætning, at du har prøvet det før, alle kan være med. Du skal dog stille med egen cykel og cykelhjelm.

 

Power

Individuel styrketræning på hold, både for drenge og piger. Til hver gang arbejdes der en muskelgruppe igennem. F.eks. Squat, lunge, bryst, triceps. Biceps osv. Du bestemmer selv hvor tung din stang er til hver øvelse.

 

Pump

PUMP er styrketræning for hele din krop. Timen er opbygget, så du får styrketrænet alle de store muskelgrupper i kroppen. De primære redskaber er vægtstænger med skiver, hvor du selv kan justere vægten. I undervisningen guides du med teknik og øvelser, der sørger for at træningen bliver optimal. Niveauet på PUMP kan i høj grad styres af dig selv, dit niveau og eventuelle småskader.

 

Rytme

Rytmisk gymnastik er for dig der:

  • Kan lide at bevæge dig til musik
  • Har lyst til at udvikle din kropsbevidsthed
  • Har lyst til forskellige former for bevægelse

I undervisningen bliver du præsenteret for alsidig rytmisk gymnastik, små rytmiske sekvenser, dans, funk og forskellige håndredskaber mm. Vi bidrager med en sekvens til den store fælles gymnastikopvisning.

 

Skadesforebyggende træning /styrketræning

Formålet med undervisningen

At eleven får en kompetent vejledning til genoptræning efter skade(r)

Eleverne kan ikke direkte tilmelde sig faget, men deltager på baggrund af en visitering fra

skolens fysioterapeut eller skolens fysiske koordinator

Undervisningens indhold

Der arbejdes efter vejledning af skolens fysioterapeut, skolens fysiske koordinator samt

yderligere en lærer, med genoptræning efter skader.

Undervisningen vil finde sted i skolens fysiske træningslokale eller andre egnede

lokaliteter.

 

Spinning

Alle kan gå til spinning. Spinning er sjovt, effektiv og hårdt. Du er sikret et højt forbrug af energi og gode chancer for at forbedre din kondition.

  • Spinning er rigtig god kredsløbstræning
  • Træning for både hjerte og kondition
  • Effektiv kamp mod kiloene
  • Udholdenhedstræning
  • Mindsker træthed/uoplagthed
  • God påvirkning på dit kredsløb

Spinning er træning med power og energi, det er hårdt, og det giver resultater. Samtidig er risikoen for skader minimal, da træningen ikke udsætter kroppen for skadelige stød og slag, og det er naturlige bevægelser, der arbejdes med. 

Træningens sammensætning afhænger blandt andet af instruktøren og elevernes niveau - der er altid flere niveauer at vælge imellem.

Den træningsform, der bliver brugt mest i spinning, er intervaltræning, hvor du skifter mellem perioder for fuld damp og perioder, hvor tempoet er lidt mere behersket.

 

Springgymnastik

Kan du lide at udfordre din krop og bevæge din krop gennem forskellige positioner i forskellige øvelser i luften såvel som på jorden?

Hvis ja, så kan springgymnastik blive dit valgfag.
I springgymnastik lærer du spring af forskellig sværhedsgrad. Gennem undervisning, træning og øvelser øger du din kropsbevidsthed og kropsbeherskelse, og du vil komme til at kunne mærke en overførselsværdi til de andre idrætsgrene.
Sammen med de andre på holdet kommer du til at bidrage til den fælles gymnastik-opvisning med de springfærdigheder og gymnastiske øvelser, som du har tillært dig gennem forløbet. 

Vejrmøller, spring og flikflak

I hver lektion begynder vi med en grundopvarmning til spring indeholdende forskellige gymnastiske elementer i form af bl.a sving, styrke og håndstandsøvelser. I undervisningen får du også springlæring, der tager udgangspunkt i dit niveau. Vi begynder med basisspring som vejrmøller, overslag og rotationer og træner frem imod svære spring som kraftspring, salto og flikflak, hvor airtracken benyttes.

Akrobatik og spring til musik vil også indgå i forløbet.

 

Step og bodytoning (step og styrke)

Step er en træningsform, hvor du anvender en stepbænk. Du kan selv variere belastningen ved at ændre bænkens højde. Trinene sættes sammen i små blokke, der sættes sammen til serier. Step forbedrer konditionen, forbrændingen og koordinationsevnen.

 

Styrketræning

Styrkevalgfaget er for dig, der gerne vil vide, hvordan du får mere ud af din egen træning. På Styrkevalgfaget vil du enten kunne komme i bedre form, få smidt et ekstra kilo eller få lagt grundstenene til at blive en god fitness træner.

Vi hjælper dig med at planlægge en træning, så den er målrettet dine mål og ønsker for træningen. Skal du bruge styrketræning ift. en specifik idrætsgren, for din sundheds skyld eller for at komme til at se godt ud. Vi hjælper gerne med alle dele.

•    Almindelig styrketræning

•    Funktionel træning

•    Cirkeltræning

•    Crossfit

 

Tennis

I skoleårets første og sidste valgfagsperiode tilbydes tennis som valgfag. Vi benytter banerne ved golfbanen samt banen ved Hotel Juelsminde Strand. Vi arbejder med grundslagene + serv og flugtninger og prøver det færdige spil. Det er vigtigt at du på banerne benytter tennissko med flad bund. Medbring gerne egen ketsjer.

 

Ultimate
Ultimate er et holdspil med frisbee. I lærer lidt om kasteteknikken og reglerne i spillet. Vi starter med lidt let opvarmning, kasteøvelser og spiller herefter i forskellige hold.

 

Volleyball

Volleyball er et sjovt og udfordrende boldspil - og det er for alle. Samtidig er det et af de få holdspil, hvor drenge og piger faktisk kan spille på samme hold.

I faget får du et grundlæggende kendskab til volleyballspillet, dets regler, teknik og taktik, og du opnår grundlæggende tekniske og taktiske færdigheder. Du kommer til at opleve volleyballspillets muligheder – både som motions- og konkurrenceidræt.

Undervisningstimerne er tilrettelagt som et træningsforløb, hvor du kommer til at arbejde med udvikling af dine færdigheder. Først og fremmest lægger vi vægt på indføring i og træning af grundslagene – siden mere vægt på spiltræningen.

Gennem småspil og spilrelaterede øvelser arbejdes hen mod det endelige spil 6 mod 6.

Camilla.jpg

MØD CAMILLA - elev på HellebjergDa jeg fik en rundvisning på Hellebjerg var jeg slet ikke i tvivl om, at det var her, jeg skulle tilbringe mit år. Selve skolen... Læs mere

front-2.jpg

TA' EN RUNDTUR PÅ SKOLENSe, hvordan vi bor, hvor vi hygger og har det sjovt, hvor vi bliver undervist og dyrker vores idræt
Læs mere

logo_CMYK_first_payoff.png

Et individuelt undervisningsforløb med karakterer...
Læs mere...

logo_CMYK_9_payoff.png

Et år med fokus på fordybelse...
Læs mere...


logo_CMYK_nyt1.png

Modtag Hellebjergs nyhedsbrev Hellebjerg NYT

logo_CMYK_CAMP.png

Kom og bliv undervist af Hellebjergs dygtige elever...
Læs mere...

bullet.png HELLEBJERG IDRÆTSEFTERSKOLE · JENS ENGBERGS ALLÉ 4 · 7130 JUELSMINDE · TELEFON: 75 69 39 66 · E-MAIL: KONTORET@HELLEBJERG.DK

This site uses cookies. Some of the cookies we use are essential for parts of the site to operate and have already been set. You may delete and block all cookies from this site, but parts of the site will not work.